Så er der allerede gået den første uge. Alt i alt må jeg sige at det er gået overraskende godt. Jeg har på intet tidspunkt haft den der ustyrlige trang til slik, chips og hvad der ellers normalt er lige med hygge for os herhjemme.
Jeg har ind i mellem været sulten. Især lørdag aften hvor aftensmaden bestod af muslinger følte jeg mig ikke mæt. Senere kom jeg i tanke om at jeg havde glemt mit mellemmåltid den dag, og spiste 20 citronmandler sidst på aftenen. Fredag aften havde vi besøg af mine forældre, og jeg var fræk nok til at servere okse i sesam og skyr som kuren bød. Dog var der også brød og pasta til gæsterne.
Alt i alt må jeg sige at Bitz’ store kur er ret nem at overholde, når bare omgivelserne vil acceptere at det er det man gør. Opskrifterne er nemme og lige til og der skal ikke alt mulig mærkeligt i – I LOOOVE IIIT!!!!!
Så til resultatet. Det har været en god uge!! Jeg har tabt 1,5 kg siden tirsdag morgen. Jeg kan slet ikke få armene ned. 1,5 KG!!!!!! Og det uden at være voldsomt sulten og uden at dyrke motion. Selvfølgelig ved jeg godt at det ville være langt bedre også at dyrke noget motion, men jeg kan ikke dreje 100 % rundt op min verden på én gang. Motionen kommer senere, nu skal jeg have styr på det med kosten først – og det er jo ikke fordi jeg ikke godt ved hvordan man skal gøre det, men hjernen snyder og bedrager alt hvad den kan!! Det tager 28 dage at ændre en vane – gad vide om jeg kommer igennem 28 dage uden slik? i hvert fald er de først 7 dage nu gået og jeg er stolt!!
Jeg er også stolt af Jacob. Han har tabt 3,4 kg – og han følger endda kun kuren til aftensmad. Han er så sej, og brokker sig ikke. Jeg forsøger at give ham fornemmelsen af at få mad nok, så nogle aftner har jeg kogt lidt pasta eller en kartoffel til både ham og Johannes. Hvis ikke der er kød på menuen får han to frikadeller fra fryseren eller noget andet. For det skal ikke blive surt for ham, og lad os bare indse det – han ER fra en kød-familie 🙂