JUHUUUUUU!!!!! På trods af weekendens udskejelser, er der dælme da lige lykkedes mig at smide endnu en kilo. Vejen mod de ti kilo bliver kortere og kortere og nøj hvor føles det bare godt!

Det er i grunden underligt, hvad er det lige der sker i hjernen når man alligevel ikke kan lade være med at overspise? Og når jeg skriver overspise, så bygger det på at jeg for nylig læste noget om at der ikke fandtes dårlige madvarer, kun dårlige mængder. Det kan der jo være noget om… På vores køleskab står der stadig:
“Du kan spise alting, bare ikke altid!”Det er jo det vi forsøger at lærer hjernen. Men når nu jeg får disse her totale opture over at tallet på vægten bliver mindre og mindre, hvorfor er det så at jeg alligevel ikke kan lade være med at tage de forkerte valg? Hvorfor falder jeg i, gang på gang? Jeg har ikke svaret… Det er vel som enhver anden afhængighed, og er det ikke 28 gentagelser det kræver at ændre en vane?
Nå, men i stedet for at dunke mig selv i hovedet med de dårlige valg, så vælger jeg at se fremad. Jeg kan ikke ændre på det jeg har spist, men jeg kan ændre på det jeg spiser fremadrettet.