Ja – det var da lige hvad det blev. Mini J ville med mormor og morfar hjem, så pludselig sad vi bare fire voksne og drak (læs: bællede) rødvin og hvad barskabet nu ellers kunne byde på (er taknemmelig for at barnet kun fylder 2 år en gang….)Længe forinden var Bitz’ Store Kur glemt, faktisk blev den glemt allerede da gæsterne ankom omkring kl. 15 🙂 Det var da også derfor jeg var godt  forberedt på et godt plus da jeg skulle vejes mandag morgen.
Sådan blev det af uforklarlige årsager ikke, og jeg er helt vildt glad (meget lidt stolt af ugens livsstil).

Jeg ved godt at det er som at sætte en gammel plade på, men jeg kan faktisk endnu ikke selv se det, og hvor er det i grunden ærgerligt. Det er jo mine egne øjne der er de mest kritiske, ville det så ikke også være smart hvis jeg selv kunne se at der rent faktisk er sket bare en lille smule? Synes faktisk heller ikke jeg kan mærke det på mit tøj endnu. Åh, hvor er det bare tiltrængt at komme af med nogle kiloer… Og det er det sådan set stadig, og vil være det i meget lang tid, men vi er i gang, og tempoet betyder ikke noget så længe det går den rigtige vej.

Nu er de seks uger, som Christian Bitz lovede, gået. Det har været seks uger med et fantastisk stabilt blodsukker. Det har givet blod på tanden og lyst til at fortsætte. Vi er egentlig bare startet forfra med uge 1. Vi har befundet os rigtig godt med planen over hvad vi skulle spise, og ikke ret mange valg. Så nu tager vi den lige seks uger mere, og så springer vi jo nok over de retter som ikke sagde os så meget.

Så til ugens resultater: Jeg er så heldig at der røg endnu 1,2 kg af i løbet af ugen, og er bare mega glad. Jacob har smidt 400 gram. Jeg er vildt imponeret over hans vedholdenhed – der er skåret meget kraftigt ned på de retter som han sætter så enorm stor pris på (f.eks. kød, sovs og desserter). Men han brokker sig overhovedet ikke, og støtter op om dette projekt alt hvad han kan. Ind i mellem bliver han sulten hen på aftenen. I starten spurgte han også til om jeg skulle have noget, men han er så småt begyndt at forstå at jeg ikke ønsker at han på nogen måde tilbyder mig mad. I og med at mit blodsukker er så stabilt som det er, så generer det mig faktisk heller ikke længere når han tager et eller andet som jeg bare ikke kan få – jeg savner hyggen lidt ind i mellem, men vi øver os i at finde erstatninger for den gamle danske mad-hygge.

Aftensmaden her til aften stod på laks med blomkålspure og rå rodfrugter – jeg skriver den lige ind under “mad mad mad” – for det er virkelig lækkert. Et plus mere ved denne ret er at der laves lidt ekstra laks, som så bliver til en utrolig lækker laksesalat til min madpakke i morgen – og lækre madpakker er jeg stor tilhænger af!!!